Vi må ikke glemme Iranernes råb om frihed

Debat

Vi må ikke glemme Iranernes råb om frihed

Den iranske regering er alt for længe lykkedes med at fjerne opmærksomheden, fra massakren mod det iranske folk. Hvorfor er der ingen der kræver handling, spørger Per Clausen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten

Per Clausen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten
Billedtekst
Per Clausen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten
Foto: Alain Roland © European Union 2025 - Source : EP
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Titusindvis af demonstranter i gaderne hver dag siden 28. december 2025. 

Kvinder der tænder cigaretter med brændende billeder af ayatollahen, regeringsbygninger der stormes, og tørklæder der demonstrativt flås af hovederne. 

Det er nogle af de billeder der er kommet ud af Iran, på trods af den medieblackout og regimets forsøg på, helt at sortlægge hvad der sker.

Det er billeder, der kan give håb, håb om forandring og frihed. Om en fremtid med udvikling, glæde og muligheder for Iranerne. Håb om en fremtid, de fortjener.

Skrækhistorierne bliver flere og flere

Men, sammen med disse billeder kommer også de frygtelige videoer, billeder og beretninger. Her hører vi om massegrave og store mængder lig i gaderne. Demonstranter der dødsdommes eller fængsles i årevis. Seksuelle overgreb på helt unge demonstranter og trusler om voldtægt mod især kvindelige demonstranter

Hertil er der historierne om sikkerhedspolitiet, der bevidst går efter at skyde folk i øjnene eller kønsorganerne, og om folk der bliver decideret henrettet på hospitalerne.

Læs også:Nu udfaser EU endeligt russisk gas – men hvorfor først fra 2027?

Skrækhistorierne bliver flere og flere, og man skal ikke tale med mange eksiliranere før det bliver klart, at det vi hører, med al sandsynlighed kun er toppen af isbjerget. Både hvad angår omfanget af overgreb, men også når vi taler om iranernes vilje til at fortsætte med protesterne.

Derfor kan det også være svært at forstå, at det ikke fylder mere. At der ikke genererer større debat her hos os. Mere krav på handling?

Ude af øje, ude af sind?

Et af årsagerne til at det iranske blodbad ikke trækker de daglige overskrifter det burde, er nok, at præstestyret har haft delvis held med deres projekt om at sikre at så lidt som muligt slipper ud om, hvad der egentlig foregår.

Det er derfor de har slukket for internetadgangen og ikke lader udenlandske observatører eller andre ind.

Tal der er så store, at det kan være svært at fatte

For deres mørklægningsoperation betyder, at vi reelt set ikke  ved hverken hvor store protesterne mod præstestyret er blevet, eller hvor mange døde, lemlæstede, fængslede eller torturerede demonstranter der reelt er tale om. 

Fra den sporadiske information der kommer, ved vi, at tallene er større end noget vi tidligere har set ved iranske protester. 

Tal der er så store, at det kan være svært at fatte. 

I slutningen af januar anslog flere, at det drejede sig om mere end 30.000 iranere, der var blevet brutalt slået ihjel af deres egen regering. 

Det tal er måske endda lavt sat, og er under alle omstændigheder vokset siden da. 

Vi taler med andre ord om et blodbad af en størrelsesorden, hvor vi ikke skal undre os, hvis fremtidige generationer ser tilbage på det og med rette spørger: Hvorfor sagde og gjorde I ikke mere? Hvorfor lod I bare stå til, med et par erklære og løftede pegefingre, mens et religiøst diktatur slagtede sin egen befolkning?

Læs også:Debat: EU-dommen viser, hvorfor vi stadig skal kæmpe sammen

Til de fremtidige generationer ved jeg ærlig talt ikke hvad vi skal svare. Det samme gælder Irans unge, der drømmer om frihed. 

For er det virkelig nok, at vi siger at vi fra EU’s side har terrorlistet revolutionsgarden, eller at Trump har søgt at presse en atomaftale igennem? Nej, det tror jeg ikke det er.

Vi er i Europa gode til at snakke om vores værdier, men vi er dårlige til at handle efter dem - og det er noget jeg tror fremtiden vil dømme os for.

Per Clausen

Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.02.2026 - 14:17

Per Clausen skriver: Derfor kan det også være svært at forstå, at det ikke fylder mere. At der ikke genererer større debat her hos os. Mere krav på handling?

Det er nemt at være enig med Per Clausen, men hvad er det lige præcist for handling, Per Clausen efterlyser? Hvad kan EU-landene eller andre gøre for at lægge pres på regimet i Iran?
Det lader ikke til, at Per Clausen har et bud på det.

Undrer Per Clausen sig måske over, at de potteslående, maskerede studerende mangler i gadebilledet for solidaritet med befolkningen i Iran? Det ville da være en hel legitim undren.

Eller er indlægget kun et tomt forsøg på at afhverve alle de negative kommentarer og spørgsmål, EL har modtaget om både Iran og kurderne - efter deres ensidige støtte til et lignende islamisk terrordiktatur i Gaza, som vi endda bidrager til at opretholde for danske skattekroner?

Nej, manglende internet og sortlægning forklarer ikke, hvorfor hverken medier, politikere eller befolkning interesserer sig synderligt for massedrabene og rædslerne i Iran.

Derimod mistænker jeg den gamle sandhed: No Jews - no news.
Det kan Per Clausen lige tænke lidt over...

Indsendt af Mio Nielsen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 14.02.2026 - 18:59

Som svar til af Helle B. (ikke efterprøvet)

Jeg tænker en del over hvad det betyder når man siger "No Jews - no news? Det ville jeg være glad for at læse Helle forklare.
For i den foreliggende sag er jøderne jo meget impliceret, men jeg synes egentlig også at vi har hørt og læst meget om urolighederne i Iran.
Måske mener både Helle og Per Clausen at de israelske sikkerhedsagenturer slet ikke foretager sig noget i Iran? At de bare sidder og drikker kaffe og får deres løn uden at lave noget?

Indsendt af Mio Nielsen (ikke efterprøvet) den Søndag den 15.02.2026 - 10:01

At USA-Israel alliancen gør meget for at fremme Irans demokrati og frihed, det er en kendsgerning. New York Times og Wall Street Journal har skrevet om det og har fremhævet, at demonstrationerne blev støttet af Den frie Verden. Efter min mening kan man endda sige, at de blev skabt af os, og at man i agenturerne nu arbejder på at starte den næste bølge af oprør i Iran i håb om at den vil lykkes bedre end den netop overståede.
Men disse anstrengelser synes Per Clausen ikke at have bemærket.
Derfor siger jeg til ham: Du står ikke alene med dine synspunkter, Per!

Indsendt af Mio Nielsen (ikke efterprøvet) den Søndag den 15.02.2026 - 20:53

Til Per Clausen.
Når du skriver at "vi er gode til at snakke, men glemmer at handle", så glemmer du, at de mest effektive metoder i regime-change, er de mindst synlige. Du har nok ret i at EU bare snakker og ikke handler ret meget med hensyn til at skade Iran, eller for at hjælpe protestanterne, men for USA og Israel forholder det sig modsat: De handler meget, men gør det diskret, så man kunne tro demonstranterne ikke får den mindste hjælp udefra.
Dersom New York Times og Wall Street Journal taler om Trump-regeringens indsats, så er det jo også bare for at påpege, at den mislykkedes.

Indsendt af Lars Løfgren (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 17.02.2026 - 18:48

Donald Trump har ikke søgt at presse noget som helst igennem. Tværtimod trak han i 2018 USA ud af JCPOA-aftalen (Joint Comprehensive Plan of Action) – også kaldet atomaftalen – der i 2015 blev indgået mellem Iran og FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer samt Tyskland og Den Europæiske Union. Dette skete i Trumps første præsidentperiode, og tilsyneladende undte han ikke Barack Obama den store diplomatiske succes, som aftalen rent faktisk var.

På denne baggrund er Irans skepsis over for en ny atomaftale ganske forståelig. Mindre forståeligt er det, at det overhovedet er muligt – som her – at diskutere situationen i Iran uden overhovedet at inddrage JCPOA-aftalen og dens skæbne.

Indsendt af Mio Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 19.02.2026 - 19:34

Som svar til af Lars Løfgren (ikke efterprøvet)

Det var en interessant kritik, som Lars her fremsatte. Jeg er ikke specialist og udtaler mig som privatperson, men debatoplægget siger jo klart at Trump har forsøgt at presse en atomaftale igennem.
Jeg vil gætte på, at det er Lars Løfgren, der har ret, og at Per Clausen's påstand skyldes fejlhuskning eller forvirring.

Indsendt af Lars Løfgren (ikke efterprøvet) den Mandag den 02.03.2026 - 20:55

Set i lyset af det kommende Folketingsvalg kunne det være interessant at få oplyst, om ovenstående debatoplæg af Per Clausen skal forstås sådan, at Enhedslisten støtter Donald Trumps uprovokerede fuldskalakrig mod Iran.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.