Velfærd kræver fælles ansvar – ikke kun fælles forventninger

I denne valgkamp har vi set et mønster, der bør give anledning til eftertanke. 

Når velfærdsopgaver ikke kan løses hurtigt nok eller godt nok, ender ansvaret ofte ét sted: hos Socialdemokratiet. Det er ikke tilfældigt – og det er heller ikke uden konsekvenser.

Socialdemokratiet ønsker ikke mindre velfærd – tværtimod. Men i praksis har vi i vid udstrækning siddet med ansvaret for driften, prioriteringerne og de svære forklaringer. 

For at fortælle borgerne, at velfærd ikke er uendelig. At ressourcer er begrænsede. Og at politiske valg har konsekvenser. 

Det ansvar har kostet. Det så vi ved kommune- og regionsvalget, hvor Socialdemokratiet en del steder har mistet opbakning, netop fordi vi stod på mål for virkeligheden.

Magt giver ejerskab – også til problemerne

I mange kommuner og regioner har Socialdemokratiet haft hænderne på rattet i årevis. 

Når nye opgaver er blevet lagt ud lokalt og regionalt. Når økonomien skulle hænge sammen. Når forventningerne er vokset, mens medarbejdere og ressourcer blev færre.

Det er ikke populært, men det er nødvendigt, hvis velfærdsstaten skal fungere i praksis

Vi er blevet dem, der siger det svære højt: At man ikke kan få alt på én gang. At prioriteringer er uundgåelige. 

Og at mere af én indsats betyder mindre af en anden. Det er ikke populært, men det er nødvendigt, hvis velfærdsstaten skal fungere i praksis på sigt og ikke kun på papiret.

Læs også:Debat: Demokrati og velfærd er truet af autoritære tendenser  

Partier uden regerings- og driftsansvar har i den situation en åbenlys fordel. De kan love mere, hurtigere og bredere. 

De kan forklare velfærdens problemer med manglende vilje snarere end manglende kapacitet. 

Andre kan indtage rollen som dem, der nok kan – hvis bare de får chancen

Og de kan ofte gøre det uden at skulle redegøre for, hvor pengene, medarbejderne eller tiden skal komme fra.

For mange borgere opleves den slags løfter som håb. Resultatet er, at Socialdemokratiet får rollen som partiet, der “ikke kan få det til at fungere”, mens andre kan indtage rollen som dem, der nok kan – hvis bare de får chancen.

Når ærlighed straffes

Vi bliver partiet, der fremstår kedelige, realistiske og ansvarlige. Dem, der insisterer på at forventningsafstemme og forklare, at velfærd ikke kan leveres som en buffet, hvor alle kan tage frit og ubegrænset.

Særligt i en valgkamp er ærlighed en skrøbelig størrelse, der kan forveksles med manglende ambitioner. 

Læs også:Har socialdemokraterne stadig is i maven?

Og det at tage ansvar kan komme til at ligne opgivenhed. Det er en farlig dynamik. For hvis det politiske system belønner dem, der lover mest – og straffer dem, der forklarer mest – risikerer vi at underminere fundamentet for en bæredygtig velfærdsstat.

Dette er ikke et forsvar for status quo. Der er meget, der kan og skal gøres bedre – også dér, hvor Socialdemokratiet har haft ansvaret. Men debatten bliver for fattig, hvis den reduceres til et spørgsmål om, hvem der vil mest.

Den burde i stedet handle om, hvem der vil tage ansvar, også når det er upopulært. 

Socialdemokratiet er historisk set velfærdsstatens bærende parti

Hvem der vil være ærlig om begrænsninger og prioriteringer. Og hvem der vil stå på mål for konsekvenserne, når politiske løfter møder virkeligheden.

Socialdemokratiet er historisk set velfærdsstatens bærende parti. Ikke fordi vi lover mest, men fordi vi har bygget og forsvaret et system, der skal sikre fællesskab, værdighed og sammenhæng. 

Hvis vi mister opbakning, fordi vi tager ansvar, bør det give anledning til en bredere debat – ikke kun om partipolitik, men om hvilken politisk kultur vi ønsker.

Ansvar er et fælles anliggende

Dette er ikke alene et socialdemokratisk synspunkt. På KL’s Kommunaløkonomiske Forum her i januar pegede to forskere netop på denne udfordring: 

Det politiske system kommer i ubalance, når ansvaret for at forklare velfærdens begrænsninger og for at forventningsafstemme med borgerne i praksis hviler på for få skuldre. 

Læs også:Socialdemokratiet må ikke blive nogen andre

Der blev direkte opfordret til, at flere partier og flere politikere tager del i den opgave – også når det koster.

For vi står i virkeligheden alle i samme situation. Kommuner, regioner og stat løser meget – men ikke nok i forhold til de tårnhøje forventninger. 

Velfærd kan ikke drives på håb alene

Behovene vokser hurtigere end ressourcerne. Og hvis vi vil fastholde et stærkt velfærdssystem også i fremtiden, er vi nødt til i fællesskab at justere det, prioritere det og være ærlige om dets grænser.

Opgaven med at forklare velfærdens vilkår kan ikke blive ved med at hvile på de samme skuldre – dem med driftsansvar. Dem, der har haft magten længe.

Velfærd kan ikke drives på håb alene. Den kræver ærlighed, fælles ansvar og modet til at stå på mål for det, også når det er upopulært.