Rigdom bød på ekstrem lidelse for det oprindelige folk

Anmeldelse

Rigdom bød på ekstrem lidelse for det oprindelige folk

David Granns bog er en gruopvækkende påmindelse om, hvad der sker, når penge, udnyttelse og myndigheder forenes i tavs medskyld – og hvorfor historien stadig kaster lange skygger i dag

“Killers of the flower moon”
Billedtekst
“Historien om mordene på osage-folket og FBI’s fødsel” er undertitlen på David Granns bog.
Foto: Gads Forlag

Den langsomme forgiftning af ægtefæller, hvor løgnens masker dækker over skruppelløs grådighed, er en gruopvækkende fortælling i USA’s allerede blodrøde tilblivelseshistorie. 

Læs også:Alternativet til USA er at se mod Norden

Historien om adskillige bebudede mord, bombninger, forgiftninger, rankespil, korruption, grådighed og FBI’s spirende tilblivelse er det stof, som alle gode kriminalromaner er gjort af. 

I David Granns bog “Killers of the Flower Moon” fra 2017 er det hele bare mere ekstremt, mere groft og mere af det hele generelt.

Og så er det endnu en skamplet på USA’s brogede tilblivelseshistorie, hvor forbrydelser mod det oprindelige folk og på naturen er så gennemsyret af selve landets mytologi, at man bare må tage til sig hovedet i forargelse over, at det er sådan med det forjættede land. 

David Granns beskrivelser af, hvorledes osage-folket herefter blev rendt over ende, myrdet og snydt, er gruopvækkende læsning

David Grann er en formidabel forfatter og journalist. Det viste han til fulde i bogen “The Wager”, som undertegnede anmeldte, der handler om den glemte spansk-britiske krig i 1700-tallet. 

Læs også:Den glemte britisk-spanske krig i 1700-tallet er grobund for vanvittig god litteratur

Granns effektfulde granskning af sådan en historie er ikke bare overraskende dramatisk, men også underholdning og dosering af viden samt en relativ ny og effektfuld måde at indskrive flere kapitler i verdenshistorien, så de får relevans og fylde. 

Sådan er det også med hans bog om rovmordene på osage-folket og det, som man har kaldt for ‘rædselsregimentet’, der løb af stablen i begyndelsen af 1920’erne, det såkaldt brølende årti, der endte brat med børskrakket i 1929. 

Osage-folkets skæbne

Ligesom mange andre indfødte stammer måtte osage-folket se sig besejret af nybyggere, der drog mod prærien for at etablere sig som bønder, og over flere omgange måtte de se deres områder tilranet, uden at den amerikanske regering greb ind, og ofte endda med dennes billigelse. 

Det hele endte med, at stammen opkøbte et område nær bjergkæderne i Oklahoma, der dengang fremstod som ufrugtbar og derfor også angiveligt ville frede dem imod yderligere invasion. 

Denne historie er så grum og mangefacetteret

Men via et tilfælde fik de dengang skrevet ind i deres kollektive kontrakt, at de havde ejeret over områdets mineraler, hvilket kom til at få ekstrem betydning, da man pludselig opdagede, at der var store olieforekomster netop her. 

På ganske få år blev osage-folket de rigeste indbyggere i verden per capita, og her synes det hele at være fryd og gammen. Men sådan var det desværre ikke, og David Granns beskrivelser af, hvorledes osage-folket herefter blev rendt over ende, myrdet og snydt, er gruopvækkende læsning. 

Læs også:Guld, gullasch og grådighed: Da Danmark blev ramt af millionærfeber

Hvide mænd og kvinder giftede sig med de rige folk alene for at få del i deres rigdomme og arveret samt formynderskaber over deres besiddelser. 

Denne historie er så grum og mangefacetteret, at man skal holde tungen lige i munden for at få et nogenlunde rimelig overblik over hændelsesforløbet. 

Uhyggeligt under overfladen

Det var omtrent, hvad filminstruktøren Martin Scorsese forsøgte at gøre, da han i 2023 filmatiserede David Granns bog med selveste Leonardo Dicaprio og Robert de Niro i hovedrollerne og med Lily Gladstone i rollen som osage-indianeren Mollie Burkhart. 

Martin Scorseses film blev modtaget rimeligt godt, men for undertegnede var den også et symptom på en måde at skabe film på, der fremstår en kende anakronistisk. 

Meget mere end mordet på omkring 24 osage-folk og lidt flere

Dicaprio og De Niros roller er stereotype, og de har begge spillet disse roller et utal af gange tidligere. Derfor blev filmen også næsten for banal, selvom den er flot og imponerende. 

Men selve fortællingens narv og historiens essens blev næsten overskygget af denne tilgang, hvilket var ærgerligt. 

Læs også:Lige dele naturvidenskabelig formidling og poesi

Derfor er det også tilrådeligt at gå til David Granns bog og simpelthen læse op på lektien, der viser sig at indeholde meget mere end mordet på omkring 24 osage-folk og lidt flere. 

Forgivelsen af osega-folket, brugen af formynderskab, udnyttelse af korruption og lange forbryderiske led helt ind i statsadministrationerne er uhyggelig læsning. 

Udnyttelsen

Det, som David Granns bog vidner om, er intet mindre end historiens rullende sten, der får voldsomme effekter for hele hændelsesforløbet.

Mange af de osage-folk, der blev begunstiget af olieudvindingen, var også udsat for formynderskab, hvor den amerikanske regering anså dem for ikke at kunne håndtere deres egne penge. 

Læs også:Fortællingen om Disney er også historien om tilblivelsen af det moderne Amerika

Disse formynderskaber gjorde det muligt for hvide, grådige gribbe at udnytte dem og derved tilrane sig deres penge. 

Samtidig begyndte skruppelløse grupperinger at gifte sig med osage-indianere, hvor de enten direkte bestilte mord, så de kunne arve deres rettigheder, eller simpelthen begyndte at forgifte deres ægtefæller, så de langsomt kunne dø, uden at nogen opdagede det.

Historien er tydeligvis en skamplet på USA’s brogede og blodige historie

Dette lod sig udelukkende gøre, fordi læger, politifolk og dommere medvirkede i disse komplotter. David Granns historie er også historien om FBI’s tilblivelse, og bureauets førstemand, Edgar J. Hoovers, modernisering af detektiv- og politiarbejdet. 

Det lykkedes faktisk for en gruppe agenter at rippe op i dele af de forbryderiske netværk og få nogle af dem dømt til stor forargelse for hele den amerikanske befolkning. 

Men eftersom dette også er historien om kriminologiens fødsel, så er der også begrænsninger, og som David Grann pointerer, så var der angiveligt flere hundrede mord, der aldrig er blevet opklaret. 

Drill, baby, drill

I dag er det område i Oklahoma, der kaldes for Osage County, og som ledes af osage-folket selv, på flere områder omdannet til vindmølleparker, efter at olieeventyret var stagneret, og mange af stammefolkets indtægter i stigende grad kom fra kasinoer. 

Men med Donald Trump som præsident og hans opfordring til at: “Drill!, Drill!” er det nok sandsynligt, at endnu et forsøg på mere udvinding af det sorte guld vil blive påbegyndt.

Man forbløffes igen og igen

Historien er tydeligvis en skamplet på USA’s brogede og blodige historie, og den er bestemt ikke enestående. 

Læs også:Anmeldelse: Anne Applebaums bog er afgørende for at forstå kampen om en nyverdensorden

Man forbløffes igen og igen over, hvor groft udnyttelsen af mennesker i grunden har været, og hvor få der er blevet stillet til regnskab for sådanne forbrydelser. Men det er som bekendt vinderen, der i første omgang fortæller historien. 

Alle former for magtmisbrug og institutionel forbryderisk adfærd baseret på penge bør være en lærestreg for os alle

Alligevel er det ikke altid vinderen, der får sidste ord, og med bøger som David Granns får osage-folket en form for oprejsning, som vel er bittersød, fordi det grundlæggende ikke kan ændre meget ved fortidens fortrædeligheder. 

Men sandheden er ikke desto mindre kærkommen, og alle former for magtmisbrug og institutionel forbryderisk adfærd baseret på penge bør være en lærestreg for os alle.

Historien rimer

I dag står en gruppe politikere fra Texas frem og advarer imod rigmænds overtagelse af magten i staten. De siger, at dette ikke må ske, fordi det er en form for korruption, der underminerer selve institutionerne. 

Disse politikere siger, at det ikke længere handler om en kamp mellem Republikanerne og Demokraterne, men at denne magtovertagelse er meget mere end det.

Historien vil angiveligt ikke gentage sig, men det er foruroligende, at de retslige institutioner er under sådan et pres igen, og historien om osage-folkets svimlende rigdomme, der førte til deres tab og de mange rovmord, burde være en advarsel for vor tids banebrydende forandringer, der igen besmudser de institutioner, der tidligere gennem voldsomme kampe sikrede et nogenlunde velfungerende demokrati.

 

David Grann: Killers of the Flower Moon. Historien om mordene på Osagefolket og FBI’s fødsel.
Oversat af Søren Vinterberg. 391 sider. Illustreret med fotos i S/H. Gads Forlag, 2025.

Freddy Hagen

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.