Politikens kommentator ser stadig spøgelser fra Thornings tid – og de ligner statsministeren

Debat

Politikens kommentator ser stadig spøgelser fra Thornings tid – og de ligner statsministeren

Noa Redington har i de forgangne år gentagende gange forsøgt at tage livet af SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen på grund af alle de gange, han og Thorning følte sig underløbet og snigløbet, mener Teddy Østerlin Koch

Billedtekst
"Mens Noa Redington i sin iver efter at forklare alt i sin det-er-altid-Mettes-skyld-skabelon, sidder vi andre og tænker på, at den skyldige er en vanvittig lystløgner i Det Hvide Hus," skriver Teddy Østerlin
Foto: Jakob Esmann
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Da jeg omkring årtusindskiftet var presserådgiver for socialminister – og senere indenrigsminister Karen Jespersen, var det så sikkert som amen i kirken, at når visse journalister og kommentatorer fra Information og Politiken skrev om ministeren, så var konklusionen på artiklen altid en variant af, at Karen var inhuman eller fremmedfjendsk. 

Læs også:Når kommentatorernes negative indstilling til Mette Frederiksen bliver til dårlige analyser

Gerne begge dele på en gang, hvis det lige kunne passe. 

For nylig delte særlig rådgiver David Tarp på X et indlæg fra Noa Redington om mulig handelskrig og statsministeren: ”Håb er strategien. Det er ude af kontrol”. 

Tarp ihukom sin tid som pressemand i S under Helle Thorning og skrev: ”Man kunne altid regne med Berlingskes Thomas Larsen, hvis man savnede et hot take på, hvordan enhver ting Thorning foretog sig var det mest katastrofale i dansk politik siden Tamilsagen.”

Og så tilføjede Tarp: “Noa tog åbenbart noter over i Statsministeriet.”

Noa Redingtons Mette-traume 

Noa Redington må have taget grundige noter i sin tid i Statsministeriet. Måske mest om alle de gange han og Thorning følte sig underløbet og snigløbet af Mette Frederiksen i de glade regeringsdage fra 2011-15? 

Læs også:Dokumentar understreger, hvad Helle Thorning-Schmidt har prøvet at lære danskerne i snart to årtier

De år har sat sig som traumer i Noas sjæl. Lige siden har Politiken uge efter uge beredvilligt stillet spalter til rådighed for Noa Redington, så han kan skrive sig ud af sine traumatiserede følelser for Mette Frederiksen. 

Herregud, i morgen er alting glemt

Nu vil det selvfølgelig være tarveligt at begynde og efterprøve al den visdom og spådom, politiske kommentatorer udsætter os læsere og seere for. 

Og der er da gudskelov for dem absolut heller ingen tradition for, at nogle journalister, der interviewer Noa Redington og hans kollegaer, finder på at stille kritiske spørgsmål til deres visdoms- og spådomskunst. 

Læs også:Hey, Noa Redington! Du skabte selv Arne

Herregud, i morgen er alting glemt, og nye visdomme og spådomme er klar på hylderne. 

Jeg vil da derfor heller ikke være så ufin at begynde og grave rundt i alle de gange, Noa Redington har spået den nuværende SVM-regerings snarlige undergang

Det vil være tarveligt at gå ned ad den vej. Jeg vil kun hæfte mig ved to senere klummer fra Redington, der også handler om hans traumatiserede følelser for Mette Frederiksen.

Hospiceforstander Frederiksen

Den ene klumme handler om statsministerens nytårstale, som han sammenligner med nytårstalerne fra statsministrene i Sverige og Norge samt Finlands præsident.

Og surprise, Noa Redington er meget glad for de andres – og især Finlands præsidents tale. ”Han holdt ganske enkelt et brag af en tale. Nuanceret. Fuld af dybde og tyngde. Af selvtillid og national stolthed. Og hele tiden i en optimistisk tone,” skriver Redington.

Handler om hans traumatiserede følelser for Mette Frederiksen

Men sådan er det jo slet ikke fat med Mette Frederiksens tale ifølge Redington: ”Herhjemme brugte Mette Frederiksen sin taletid til at cementere sin position som mørkemesteren. Den frie verdens hospiceforstander…. 

…Mest markant var dog Frederiksens insisteren på, at ‘selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred.’ Hvad er det egentlig, statsministeren siger? Det har hun svaret på i utallige interviews, hvor hun ivrigt deler ud af sine indsigter.” 

En sarkastisk spydighed

Set i lyset af, hvad der frem til dags dato er sket i år, kunne man forsigtigt spørge, hvilken af de nordiske nytårstaler der mest præcist har forberedt befolkningerne på, hvad der var i vente for 2025? 

Og jo da, Finland er militært og mentalt nok bedre forberedt på de nye tider, fordi de i årevis var ”alene hjemme” med den russiske bjørn.

Læs også:En talende kat i et magisk univers, der vidner om Finlands brogede historie

Det har Danmark ikke været. Så måske er Noa Redingtons overskrift på hans klumme rigtig: 

”Nytårsdag stod det klart, at Danmark er det farligste sted i Norden” – selv om den nok var tænkt som en sarkastisk spydighed. 

Mette, Trump og Grønland 

Også i Noa Redingtons klummer om Grønland, Trump og rigsfællesskabet får hospiceforstander Frederiksen tørt på: 

”Det er Grønland og Danmark, som er problemet. Ikke Trump”, lyder overskriften i Politiken den 11. januar 2025.

Noa Redington giver selvstændighedstankerne et ekstra vrid

Og så får statsministeren sammen med den grønlandske regeringsleder ellers tørt på af Redington. Det er deres skyld, at USA og Trump er på krigsstien og vil have Grønland: 

”I stedet for at drive en diskussion om, hvordan vi moderniserer rigsfællesskabet respektfuldt og i samhørighed, har statsminister Mette Frederiksen givet tankerne om selvstændighed medløb på enhver tænkelig måde. Ophøjet dem til en større moralsk pointe hævet over realpolitik. Gjort dem til en historisk nødvendighed i et friktionsfrit rum.” 

Redingtons selvstændighedstanker

Noa Redington giver selvstændighedstankerne et ekstra vrid i hans velkendte spydige – og må man give ham – underholdende – sarkasme: 

”Der findes ikke en fremtid, hvor grønlandske værnepligtige patruljerer mellem Tasiilaq og Ittoqqortoormiit i Østgrønland. En fremtid, hvor den grønlandske stat køber kampfly i USA. Eller kanoner i Israel. Der kommer ikke til at findes en grønlandsk efterretningstjeneste, der modtager hemmelige oplysninger om atomdrevne ubåde under Nordpolen. Den selvstændighed for Grønland, som statsminister Mette Frederiksen og den politiske elite i Nuuk taler om, er tankespind. Bestående af lige dele velvilje og blændværk… 

Læs også:Mette Frederiksen siger klart nej til Trumps grønlandstogt

… Af åbenlyse grunde en praktisk umulighed på den korte bane. På den lange bane – af endnu mere åbenlyse grunde – en politisk umulighed for USA at acceptere. Med eller uden Trump.” 

Nej, selvfølgelig gør der ikke det. Selvstændighed på den måde har så vidt vides aldrig været fremme i debatten. 

Men de rent faktuelle ting i sagen, som Noa Redington let skøjter hen over, er, at der i selvstyreloven står, at Grønland selv kan bestemme, om de vil være selvstændige.

 Det-er-altid-Mettes-skyld-skabelonen

Så hvordan ville det må været blevet taget ned, hvis statsministeren meldte ud: Selvstændighed? Det kan I godt glemme… 

En vanvittig lystløgner i Det Hvide Hus

Mens Noa Redington i sin iver efter at forklare alt i sin det-er-altid-Mettes-skyld-skabelon, sidder vi andre og tænker på, at den skyldige er en vanvittig lystløgner i Det Hvide Hus, som truer Panama, Canada, Ukraine, Gaza, Mexico, EU, Grønland og Danmark. 

Og i vores stille sind glæder vi os over, at vi i den situation stadig har den SVM-regering med kompetente ledere, som Noa Redington ellers så flittigt har taget livet af i de forgangne år.

Teddy Østerlin Koch

Teddy Østerlin Koch er journalist og kommunikationsrådgiver.

Kommentarer

Indsendt af Ina Hansen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.03.2025 - 17:22

Når Noa Reddington så helt dokumenteret lider af et traume baseret på et “Statsminister Mette Frederiksen kompleks”, må det være tydeligt for enhver at dette traume I kan tid har gjort Noa Reddington SÅ subjektiv . at al objektiv evne er fortrængt, hvilket vi har oplevet på TV dagligt i programmet “BESSERVISSERNE” i al for langt tid.
Noa Reddington er blevet kronisk inkompetent i sin gentagne negativitet og fortrængning af reelle fakta!

Indsendt af Niels V. Lynghøj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.03.2025 - 20:10

Som svar til af Ina Hansen (ikke efterprøvet)

Helt ærlig. Der er vel ikke flere læsere og seere, der tager Noa-Jeg er bitter- Redington alvorligt. Dertil er han alt for ensidig i sine kommentarer. Ligesom de andre i Kommentatorkøbing (undtaget Hans Engel).

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.03.2025 - 18:15

Han burde være objektiv i sine betragtninger. Men Noa Reddington kan ikke skjule sin personlige skuffelse over at de Radikales politiske synspunkter ikke mere gør sig gældende på samme måde som tidligere .
Han kan jo stille sig selv spørgsmålet , hvad årsagen kan være til dette . Ikke mindst set i lyset af at de Radikale fik det som de ville have, da de fremtvang valg før tid i 22.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.03.2025 - 19:59

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Enig. Desværre bruges Noa R tit og ofte på NEWs, og der kommer da ros til statsministeren, mens SMV regeringen lægges i graven, jeg tror han tager fejl

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.03.2025 - 20:13

Han og Mogensen er i en evig konkurrence om, hvem der kan være mest imod S uden at sige det direkte.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Onsdag den 26.03.2025 - 08:42

Statsministeren har tacklet Grønlandssituationen indtil nu ganske udmærket. Måske der nu kan komme lidt mere normalitet ind i krisen, så de tre parter kan tale om de ting der er deres fælles interesse og at Trump så dropper det med ejerskab. Det kommer ikke til at ske. Noa R er altid syrlig og spydig grænsende til det ondskabsfulde mht til S, Mogensen fra Kraka ligeså, men folk har gennemskuet dem, man tager dem ikke seriøst.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.