Nye tal: Kvinder rammes tre gange oftere end mænd
Nye tal: Kvinder rammes tre gange oftere end mænd
Kvinder bliver ramt af stressrelaterede erhvervssygdomme i langt højere grad end mænd, viser ny analyse. ”Det er ikke bare en sundhedsudfordring. Det er en ligestillingsudfordring,” lyder det fra fagboss

Tre ud af fire danskere, der i 2023 fik anmeldt en stressrelateret erhvervssygdom, var kvinder.
Det viser en ny analyse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af anmeldelser til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
I 2023 blev der anmeldt cirka 4.000 tilfælde af stress. De cirka 3.000 af dem var kvinder.
Analysen er lavet i samarbejde med HK.
Forældede kønsnormer
Netop hos HK vækker den nye analyse opsigt.
”Her ser vi en ulighed, der ikke bare afspejler en skæv tilgang til fysisk versus psykisk arbejdsmiljø og de skader, der følger med,” lyder det i en pressemeddelelse mandag fra forbundsformand Anja C. Jensen, som tilføjer:
”Det afspejler også forældede kønsnormer og et helt system, der fortsat bagatelliserer de sygdomme og lidelser, som primært rammer kvinder. Stress er fx ikke anerkendt som en sygdom. Og det er ikke bare en sundhedsudfordring. Det er en ligestillingsudfordring.”
Læs også:HK-formand: Lad os få en national handlingsplan på stressområdet
9,4 procent af mænd får anerkendt deres psykiske arbejdsskader, mens det samme gælder for 3,6 procent af kvinder, ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Anja C. Jensen fortalte i januar selv om sine egne oplevelser med at blive ramt af stress i AvisenDanmark.
I samme måned lancerede HK en kampagne, hvor politikerne Ida Auken (S), Søren Gade (V) og Jacob Mark (SF) sammen med tre HK’ere fortæller om deres oplevelser med stress.
Tilføj kommentar