Norsk nobelprisvinder udvider din humane horisont

Jon Fosse skriver prosa, men faktisk minder hans tekster mere om et partitur til et stykke musik. Det er der noget helt særligt ved. 

Den norske forfatter, Jon Fosse, fik tildelt Nobels litteraturpris i 2023. Han var den fjerde nordmand, der modtog denne fornemme pris, hvilket i grunden ikke er så overraskende, for Norge har altid været spækket med forfattere, der kan noget helt særligt. 

Og sådan er det også i disse år, hvor man virkelig skal spænde hjelmen for at kunne følge med i de mange helt særlige udgivelser af rene stjerneforfattere, der ikke bare har besat den skandinaviske læserskare, men faktisk hele verden. 

Jon Fosse sidste roman, med titlen 'Vaim', der udkom sidste år, og som er første del af en serie på tre, handler om et fiktivt bygde-miljø i Norge. 

Her møder vi nogle sære eksistenser, der på mange måder minder om selvsamme eksistenser, som man også træffer hos den mindst ligeså fremragende norske forfatter, Tarjei Vesaas. 

Det er umælende og nærmest enfoldige mennesker, der er som trukket direkte fra Ruslands måske mest betydelige forfatter: Fjodor Dostojevskij. 

Det særlige ved disse skildringer er, at eftersom de ikke er dannede og ejer et rigt sprog, så forsøges de alligevel skildret som mennesker, der er rige på tanker og forestillinger, på følelser og indre rørelser. 

Det er som en lang streng, eller sytråd, der bare broderer og broderer

Det er så helt igennem vederkvægende at stifte bekendskab med disse skabninger, eftersom man gang og gang får smasket de dannedes liv og levnet i fjæset, hos stort set alle andre nutidsforfattere. 

Det helt særlige ved disse typer af romaner, og som netop Fjodor Dostojevskij på en måde opfandt, er enfoldighedens storhed, dvs. det menneskeliges uerstattelige storhed, uden skelen til værdier, baseret på konkurrence og evne til at få succes. 

Som en lang sytråd

Jon Fosse formår i sin nye roman at skildre med så finjusteret en pen, at man får overordentlig stor sympati for de skildredes følelser og kampe med en ret så hård tilværelse, der skaber stor ensomhed og isolation, i disse bygde-miljøer, hvor eneboere nærmest ikke har kontakt med andre mennesker. 

Læs også:Lille kultbog om Nobelprisvinders insektsamling er forbandet god

Jon Fosse er blevet rost for sin evne til at skrive lyrisk, og det er også tilfældet med denne nye bog. Han skriver rytmisk med megen gentagelse, og så er der stort set ingen afsnit eller afbrydelser. 

Det er som en lang streng, eller sytråd, der bare broderer og broderer. Som noget rytmisk, der fylder ens sind med noget, der smager af musik. 

Det er mageløst, og man fatter ret hurtigt empati for persongalleriet

Men under denne sære form, der virkelig ikke minder om ret meget andet, der er udgivet, findes altså dette lag af tilgange til mennesker, der ikke ejer noget egentlig sprog eller andre særlige finesser, men som alligevel lever dramatiske liv med stærke indre kampe og rørelser. 

Og det særlige er så, at en forfatter som Jon Fosse evner at sætte ord på disse tilstande. 

Det er mageløst, og man fatter ret hurtigt empati for persongalleriet. Det udvider ens humane horisont, og dette vel at mærke uden skyggen af politisering. 

Viser vejen

Jon Fosse er ikke moralist. Han beskriver bare empatisk, og det smitter. 

Måske er 'Vaim' en vanskelig bog at læse. Det er svært for mig at vurdere. 

Men jeg synes, at det er anstrengelserne værd, for under kvababbelserne med at fange det rytmiske i skriften, hvor gentagelserne ind imellem virker irriterende, fordi man ikke bare kan læse siderne let ukoncentreret, ja, der rammes man altså af denne empati for disse menneskers dramatiske sind. 

Læs også:En norsk litterær gave, som mange flere burde læse

Gid flere ville våge sig ud over deres egne forfatterpositioner, der oftest er selvspejlende, og derfor pr definition en skildring af en kulturel overklasse, for at studere andre mennesketypers liv, og vel at mærke med den evne, der oprigtigt sidestiller disse menneskers værdier med egne. 

Det ville løfte den litterære bedrift, og måske vil det endda styrke den berygtede ‘sammenhængskraft’, som så mange i vor tid efterspørger. 

Jon Fosse viser i hvert fald vejen med denne lille samling. 

Jon Fosse. 'Vaim'. Roman. Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen & Arild Batzer. 146 sider. Batzer & Co/Roskilde Bogcafé, 2025.