Macron har atomvåben og visioner – men han er svag hjemme

Europa mangler en samlende lederskikkelse. Det eneste bud i dag er Frankrigs præsident – men Frankrig er i dyb økonomisk krise, og han kan ikke få sin politik igennem hjemme.

Amerikanerne har i stort set lige så lang tid, som USA har bestået, haft svært ved at forstå og gennemskue europæisk politik. 

I nyere tid gælder det selv politiske ledere og eksperter som præsident Bill Clinton, der havde studeret i Oxford, og udenrigsminister Henry Kissinger, der var født og opvokset i Bayern, og som er forfatter til et absolut hovedværk om internationalt diplomati med titlen ’Diplomacy’.

Det var Kissinger, der som udenrigsminister (1973 – 1977) og som præsident Richard Nixons sikkerhedsrådgiver i årene inden stillede det ofte citerede spørgsmål, hvis ægthed mange dog drager i tvivl. 

”Hvem skal jeg ringe til, hvis jeg vil tale med Europa?”

Læs også:Alternativet til USA er at se mod Norden

Uanset autenticitet eller mangel på samme er det udtryk for manglen på en ledende skikkelse i Europa. 
Skulle amerikanerne henvende sig til en allieret – de var svage – eller til en af de europæiske institutioner, som der var flere af?

EU ruster op

I dag er konteksten en anden. 

Men problemstillingen er den samme, og det på et tidspunkt, hvor Europa står overfor en eksistentiel trussel fra Rusland, som EU’s stats- og regeringschefer har formuleret det flere gange indenfor de seneste måneder.

I modsætning til Henry Kissingers tid har EU en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). 

Læs også:Vi slipper ikke uden om valget: Oprustning eller velfærd

Den er defineret i Lissabon-traktaten fra 2007, som Danmark tilsluttede sig efter afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold ved folkeafstemningen i 2022. 

Problemet er, at alle beslutninger på dette område skal vedtages med enstemmighed

I dag har FSFP over 20 militære, humanitære og civile operationer i gang i flere dele af verden, og den militære del af EU blev præciseret yderligere med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas i 2022 som reaktion på den russiske trussel.

Læs også:"Whatever it takes”: Tysklands kommende "jernkansler" gør klar til oprustning

EU skal i de kommende år sætte ind på øget krisestyring, modstandskraft, kapabiliteter og partnerskab. 
Problemet er, at alle beslutninger på dette område skal vedtages med enstemmighed. 

En amerikansk præsident kan for eksempel ringe til Kaja Kallas, den tidligere estiske regeringschef, der i dag er medlem af EU-kommissionen og chef for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Han kan også tage kontakt til EU-kommissionens formand. 

Usikkert italiensk kort

Men ingen af dem kan tage beslutninger. De bliver taget af de 27 stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd, og det vil derfor være et godt bud at ringe til António Costa, tidligere portugisisk regeringschef og i dag formand for Det Europæiske Råd. 

I den egenskab forbereder han blandt andet Rådets møder og er derfor en helt central person. 

Han har stor indflydelse. 

Læs også:Endelig vil man i EU gøre noget ved Putins skyggeflåde

Men igen: de 27 ledere tager beslutningerne, og på flere afgørende områder, for eksempel i forhold til Rusland, er Ungarn og delvis Slovakiet på en anden linje end de øvrige, og Italien er med den højreradikale regeringschef Giorgia Meloni et usikkert kort. 

Det er kort sagt kompliceret

Blandt hendes regeringspartnere er det stærkt pro-russiske parti Lega.

Det er kort sagt kompliceret. 

Og det bliver ikke bedre af, at enkelte lande ligger i skjul bag Ungarn og utålmodigt venter på den dag, forholdet til Rusland bliver normaliseret.

Macron træder frem

Alt det ved præsident Donald Trump og hans vicepræsident J.D. Vance, og det er en af forklaringerne på den åbenlyse foragt, især J.D. Vance jævnligt giver udtryk for, når talen falder på Europa.

Men har Europa så ikke manden eller kvinden, der kan tegne det på mange måder splittede kontinent?

Siden Ruslands overfald på Ukraine har blikket været rettet mod præsident Emmanuel Macron. 

Mødet var nyttesløst

I første omgang med en vis skepsis, især efter hans første møde med præsident Putin ved det alenlange bord i Kreml få dage før det russiske angreb. 

Læs også:“Vi ønsker ikke krig. Vi skal undgå den. Derfor skal vi kunne afskrække Rusland fra at angribe”

Mødet var nyttesløst, og præsident Macron udtalte efterfølgende, at man ikke måtte ”ydmyge” Rusland. 

Han tænkte på længere sigt, sagde den tidligere franske ambassadør i Moskva, Sylvie Bermann, i et interview i tv-stationen Public-Sénat sidste år. 

Vladimir Putins vrede hænger sammen med Emmanuel Macrons intense diplomatiske aktivitet i de seneste uger

”Men da han så, at krigen fortsatte, og så radikaliseringen af Putin, så stoppede han kontakterne. Det er Putins radikalisering, som har gjort Emmanuel Macron fastere samt det forhold, at Ukraine befinder sig i en ekstremt vanskelig situation.”

Napoleon og russisk imperialisme

I sidste uge udtalte Emmanuel Macron efter et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd, at Rusland optræder som en imperialistisk magt. 

Det var et svar på Vladimir Putins anklager mod ham for at optræde som ”en ny Napoleon”. Og Putin mindede om Napoleons katastrofale felttog i Rusland i 1812.

Men betyder det så, at Emmanuel Macron fremstår som den naturlige, europæiske leder?

Vladimir Putins vrede hænger sammen med Emmanuel Macrons intense diplomatiske aktivitet i de seneste uger med organiseringen af to møder i Paris med flere europæiske ledere og et efterfølgende møde for stabschefer og højtstående officerer fra omkring 20 lande i Paris.

Læs også:Politisk jordskælv i Frankrig vil ryste EU – og Danmark

Præsident Macron har også aktiveret det fransk-britiske forsvarssamarbejde.

Og han har ladet sine ministre og den franske presse minde sine kolleger og den europæiske offentlighed om, at han allerede i sin valgkamp i 2016 talte varmt for udviklingen af en stærk og troværdig europæisk dimension indenfor Nato. 

Rystede på hovedet 

På det tidspunkt rystede de øvrige europæiske stats- og regeringschefer, også de danske, foragteligt på hovedet. 

Det gør de så ikke mere, og flere – herunder statsminister Mette Frederiksen (S) – lytter interesseret til det franske tilbud om at lade landets atomparaply indgå som et led i en styrket fælles europæisk forsvarsdimension.

Alene den franske atomslagstyrke gør, at Emmanuel Macron bliver taget alvorligt. 

Men betyder det så, at Emmanuel Macron fremstår som den naturlige, europæiske leder?

Både i Washington og Moskva. Franske missiler kan på få minutter lægge Moskva og andre storbyer øde.
Den nye leder?

Men betyder det så, at Emmanuel Macron fremstår som den naturlige, europæiske leder? 

Nej. 

Læs også:Efter årelang nedtur håber fransk venstrefløj på mirakel

For som avisen Le Mondes politiske kommentator Françoise Fressoz skrev forleden, er paradokset, at Emmanuel Macron udadtil fremstår som en stærk leder, mens han indadtil er dybt svækket efter det sviende nederlag ved parlamentsvalget sidste år.

Forskning, hospitaler og skoler befinder sig i en sørgelig tilstand

Hans koalition – og regering – er langt fra et flertal. 

Og præsidenten kan tale nok så meget om forøgelse af forsvarsbudgettet til 3,5 procent af bnp, indkøb af nye våben og koncentration af våbenindustrien.

Læs også:Efter Trump: Danmark skal nu tage Europa alvorligt

Hver bevilling skal gennem parlamentet, og det bliver mere end vanskeligt. For hvor skal pengene komme fra?

Udlandsgælden på 113 procent af bnp er blandt de højeste i EU, underskuddet på statsbudgettet er omkring seks procent, og der er bragende underskud på andre offentlige poster. 

Forskning, hospitaler og skoler befinder sig i en sørgelig tilstand.

50 procent mod Nato og EU

Stemningen i landet er heller ikke med ham. 

Lad os minde om det enkle forhold, at Nato- og EU-fjendtlige præsidentkandidater samlede knap 50 procent af stemmerne i første runde af præsidentvalget i 2022. 

Og helt nye meningsmålinger viser en indgroet skepsis mod højere forsvarsudgifter.

Frankrig er stadig en helt central aktør i Europa

Emmanuel Macron fremstår stærk ude. Hjemme er han svag, selv om hans optræden i den internationale krise giver ham øget tilslutning i meningsmålingerne. 

Læs også:Kaos truer Europa efter ydmygelse af Macron og Scholz

Men den slags varer ikke evig, og om godt halvandet år forlader han Élysée-palæet. 

Frankrig er stadig en helt central aktør i Europa. 

Men splittelsen i landet, den dårlige økonomi og Emmanuel Macrons seneste politiske nedture gør ikke den franske præsident til Europas naturlige lederskikkelse.