Lad os få mere byggeri og færre ideologiske undskyldninger

Mikkel Warming og Søren-Emil Schütt der er formand og næstformand for boligselskabet AKB forsøger i en Politiken-kronik at redde København fra social opsplitning og ulighed. 

Det er en sympatisk ambition, og de har ret i diagnosen: Byen bliver mere opdelt, ventelisterne til almene boliger er uacceptable, og København risikerer at blive en by kun for de få.

Men deres løsning – flere almene boliger og højere byggebudgetter – risikerer at gribe galt i værktøjskassen. Ikke fordi almene boliger er forkerte. Men fordi de alene ikke kan løfte opgaven. 

Deres opskrift på social sammenhængskraft er at skrue endnu mere op for den offentlige styring af boligmarkedet, mens de ignorerer den grundlæggende årsag til boligkrisen: 

At vi ikke bygger nok – og især ikke dér, hvor efterspørgslen er størst.

En by i ubalance – men ikke af de grunde, de tror

Når Schütt og Warming beskriver en by i social opløsning, er det ikke forkert. Problemet er, at Warmings gamle parti, Enhedslisten, bærer et stort ansvar med sin visnepolitik over for det københavnske byggeri. 

Teknik- og Miljøforvaltningen der i gamle dage hed Bygge & Teknik har i snart et årti været styret af Enhedslisten. 

Forvaltningen er et kaos af dårlig ledelse og uendeligt lange svarfrister. 

I Enhedslisten tror man grundlæggende ikke på at markedet skal spille en rolle i boligpolitikken. Resultatet har været alt for lidt byggeri og en overbelastet almen boligsektor.

Læs også:Ekspert om boligmanglen: Det er her, løsningen ligger

Når man koncentrerer udsatte beboere i de samme almene boligblokke, får man ikke en blandet by – man får det man i gamle dage kaldte ghettodannelse. 

Når man gør alment byggeri til eneste socialpolitiske redskab, risikerer man et parallelsamfund. Og når man blokerer for privat byggeri, får man stagnation.

De skriver, at vi kun har bygget 10 procent almene boliger de sidste ti år, men nævner ikke, at hovedårsagen er, at det almene byggeri er dyrt, langsommeligt og administrativt tungt. Det tager typisk 6-10 år fra beslutning til indflytning. 

Det er ikke fordi nogen sidder og modarbejder dem – det er fordi modellen ikke er effektiv.

Gode intentioner uden effekt

Warming og Schütt vil hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri. Det betyder dyrere boliger – og dermed højere huslejer. 

Deres påstand er, at det “på sigt bliver billigere”. Det er et fromt håb. 

I virkeligheden risikerer man at bruge endnu flere offentlige midler på et system, som allerede er overbelastet, og som skaber socialt ensidige boligområder.

I stedet for at sikre, at der bygges hurtigt og effektivt, sætter man ideologi over realisme

De foreslår også at give den almene sektor fortrinsret til kommunale byggegrunde. Det er planøkonomi. 

I stedet for at sikre, at der bygges hurtigt og effektivt, sætter man ideologi over realisme. 

I mellemtiden vokser boligkøen, priserne stiger, og de eneste, der har råd til at blive i byen, er dem, der allerede ejer.

Flere boliger – alle typer, alle steder

Det, der virker, er simpelt: Byg mere. Ikke kun alment. Men også privat, andel, ejer, kollegier, ungdomsboliger. Alt tæller. 

Hvis man vil sikre, at København ikke bliver en by for eliten, skal man tillade massivt nybyggeri – især i de velhavende bydele, hvor modstanden mod nyt byggeri er størst.

Læs også:Færre parallelsamfund: Københavnsk boligområde kæmper sig af omstridt liste

Det kræver en politisk kursændring. Ikke flere krav. Ikke flere regler. Ikke flere ideologiske benspænd. 

Det kræver, at vi liberaliserer lokalplanerne, forenkler godkendelsesprocesserne, og stopper med at spænde ben for private investorer, der faktisk vil bygge.

Det er ikke markedet, der forhindrer boliger i at blive bygget. Det er den politiske modvilje mod at give slip.