Hvad er det, Det Faglige Hus ikke vil have, at medlemmerne opdager?

Leder

Hvad er det, Det Faglige Hus ikke vil have, at medlemmerne opdager?

FOA, 3F og HK's årsrapporter er frit tilgængelige. Endda Krifa – som ellers hører til samme kategori som Det Faglige Hus – er transparente. Men Det Faglige Hus har valgt en anden vej

Johnny Nim, stifter af og formand for Det Faglige Hus
Billedtekst
Johnny Nim, stifter af og formand for Det Faglige Hus
Foto: Det Faglige Hus

Det Faglige Hus kalder sig fagforening. Men opfører sig som en virksomhed, der desperat forsøger at undgå offentlighedens lys. 

Hen over efteråret har vi her på Netavisen Pio gået Danmarks efter eget udsagn største fagforening efter i sømmene og resultatet er rystende.

Årsrapporterne, som burde vise, hvad medlemmernes penge går til, er ikke bare svære at få fat i – de er også bevidst tomme for indhold. 

Størstedelen af posterne gemmer sig bag vage betegnelser som “andet” og “andre”. 130 millioner kroner i tilgodehavender? Til hvem? 61 millioner kroner i gæld? Til hvad? Intet fremgår.

Det Faglige Hus har organiseret sig som et netværk af selskaber, hvor ledelsen sidder tungt på alle poster og nægter at svare på spørgsmål. 

En koncern, hvor medlemskroner flyder mellem fagforeninger, holdingselskaber, ejendomsfirmaer og forsikringsselskaber uden nogen form for gennemsigtighed.

Læs også:Derfor går vi Det Faglige Hus på klingen

Medlemmerne kan ikke få regnskaberne. De kan ikke stille spørgsmål. De kan ikke skifte ledelse. Og når journalister spørger, nægter Det Faglige Hus at udtale sig. 

Man kalder det “billigt” at være medlem, men prisen er, at man ikke aner, hvad pengene går til.

Så hvorfor vælger Det Faglige Hus at gå enegang?

Til sammenligning har FOA, 3F og HK årsrapporter frit tilgængelige på deres hjemmesider. Krifa – som ellers hører til samme kategori som Det Faglige Hus – lægger både koncernregnskaber og detaljerede noter frem.

Selv her er der en vis forpligtelse til ordentlighed.

Det er på tide at stille det åbenlyse spørgsmål

Så hvorfor vælger Det Faglige Hus at gå enegang? Hvorfor denne massive tavshed? Hvorfor nægter man medlemmerne indsigt i, hvordan deres kontingentkroner anvendes? 

Det oplagte svar er, at man ikke ønsker, at nogen skal kigge for godt efter.

Der er en grund til, at de fleste fagforeninger har valgt åbenhed, også selvom loven ikke kræver det. 

Læs også:Det Faglige Hus fungerer som en koncern og er styret af en lille klike

Fagbevægelsen bygger på tillid. På at medlemmer kan kræve svar og stille ledelsen til ansvar. 

Det er grundpillen i en demokratisk medlemsorganisation.

Det Faglige Hus har valgt en anden vej. En lukket, topstyret model, hvor medlemmerne reduceres til betalere uden rettigheder.

Det er på tide at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvad er det, Det Faglige Hus ikke ønsker, at deres medlemmer skal vide?

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 06.10.2025 - 18:39

Et bud på svaret kunne måske være, at det dybest set bare er en pengemaskine for familien og et par stykker mere omkring dem - eller noget i den retning.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.