Forfatter: SVM-regeringen holder støvletramp for døren
Forfatter: SVM-regeringen holder støvletramp for døren
Inden for partiet hører Ole Celert Holmstrøm, at Socialdemokratiet burde gøre mere for danskernes hverdag, mens han mener, at SVM-regeringen leverer på de store spørgsmål
Lad mig præsentere mig selv, inden jeg griber efter skuffejernet. Jeg er en naiv socialist med fast plads på socialdemokratiets yderste venstrefløj, og derude hører jeg for tiden stemmer, der siger:
Socialdemokratiet burde gøre mere for den enkelte danskers hverdag og interessere sig mindre for udlandet, bredt set – og jeg forstår selvfølgelig, hvorfor man siger sådan.
Valgurnen venter jo forude, og den enkelte borger tænker: “Hvor skal jeg smide min skålfuld kød (næsten bogstaveligt)?”
Og dertil vil jeg sige, hvor meget jeg end (qua min politiske plads) vil holde med de trængte, så er der for mig ingen tvivl om, at jeg til de kommende to valg har et inderligt ønske om, at der stadig er grundlag for at fortsætte den linje, som trepartiregeringen SVM har lagt.
Stærk regering og stærke tiltag
Der har været mindst to gange i de forløbne tre år, hvor en svagere regering måske var tyet til et hurtigt valg.
Første gang var sagen om Grønland og rigsfællesskabet, som nu er fri af de høje bølger og forhåbentlig er på vej ind i smult vande.
Læs også:Mette Frederiksen siger klart nej til Trumps grønlandstogt
Anden gang var de nødvendige milliarder til en genopretning af Forsvaret, som ved et valg kunne være blevet hældt ned ad brættet i en misforstået opfattelse af begrebet trivsel:
Min trivsel eller alles? Når jeg ser tilbage på SVM-regeringens forløbne tre år, så er der for mig en del begivenheder, der peger positivt ind i en fremtid, som ellers godt nok har skjult sig bag Himmelbjerget.
Spaden er stukket i jorden, og jeg ved, hvor mange tag med spaden der skal til for at få kartoflerne gravet op i egen efterårshave
Det første er statsminister Mette Frederiksens styrende hånd og især den klare tale. Her er der ingen mumlende uld i mund.
Hertil kan jeg føje de mange reformer, som SVM-regeringen kan være stolte af, hvor især tre reformer står mit hjerte nær.
De tre reformer
Den første er en surprise, for jeg havde mine tvivl. Kan det virkelig gennemføres i et dansk folketing, at skabe en trepartsenighed om naturens fremtid, men det kunne det.
At udførelsen tager tid og sine steder, giver søvnløse nætter. Det ved vi! Men spaden er stukket i jorden, og jeg ved, hvor mange tag med spaden der skal til for at få kartoflerne gravet op i egen efterårshave.
Jeg gør honnør for den energi, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen har lagt i genopbygningen af det danske forsvar
Den næste reform er børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes tålmodige tilgang til en ny måde at tænke skolens børn på:
En tilgang, der er så dansk med kuskens overblik og den jyske hest i sit sindige trav. Den ekvipage er kommet af stalden og er nu på rette landevej.
Sidst, men ikke mindst, for nok er Venstre ikke min politiske kop te, men som soldat fra de usikre år 1960-62 er det mere end villigt, når jeg gør honnør for den energi, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen har lagt i genopbygningen af det danske forsvar.
Aldrig mere 9. april
I 1955 stod jeg som spejder på det mørklagte rådhustorv i Nykøbing Mors med en fakkel i hånden og lyttede til talen fra balkonen på det lille rådhus.
Hvor jeg husker det og husker den fysiske anspændelse, da jeg til fulde fornemmede den usagte troskabsed: Aldrig mere den 9. april.
Det er dage, hvor jeg tvivler stort på, om mine radiser kan tåle en tredje gang støvletramp
Danmark er en kolonihave, og uanset i hvilket hjørne jeg står, så glæder jeg mig hver gang over at se den rødmende sol gå ned i vest med lovning om en ny dag, men det hænder da, især en morgen, hvor den ellers så gode vestenvind er karsk, og morgensolen er gemt bag mørke skyer, at tanken falder på nederlaget i 1864 og derefter på besættelsen den 9. april 1940.
Det er dage, hvor jeg tvivler stort på, om mine radiser kan tåle en tredje gang støvletramp.
Kommentarer
Jeg kan til fulde tilslutte…
Jeg kan til fulde tilslutte mig Ole Holmstrøms indlæg. Faktisk er det for mig en ny og og meget befriende og optimistisk følelse, at kunne nære så stor tillid til og stolthed over vores statsminister og hele vores regering. Mod alle odds og dårlige vejrudsigter er det lykkedes regeringen at holde sammen på tropperne, opnå enighed og skabe resultater. Det er flot - og det giver håb for fremtiden.
Efter en del rokering og udskiftninger ser det ud til, at vi har fået de rigtige folk på posterne. Vi har et hold meget kompetente ministre, der tør stå frem og stå fast. Ja, der er bestemt plads til interne forbedringer rundt omkring, men mon ikke vi bevæger os i den rigtige retning med det meste?
Kun forstår jeg ikke, hvorfor Ole Holmstrøm ønsker at betegne sig selv som "en naiv socialist". I den bedste af alle verdener vil det ikke være en skam at være naiv, men det er ikke den verden, vi lever vi i. Så vi må være realistiske - ikke naive.
For mig er der ikke lighedstegn mellem naivitet og en socialistisk livsholdning, men det er da muligt, at Ole Holmstrøm her udviser mere realitetssans end jeg...
Adjektivet naiv betyder ifølge ordnet.dk:
- som pga. manglende kløgt, omtanke eller erfaring handler letsindigt og nærer uforholdsmæssig stor tillid og optimisme
Synonymer blåøjet enfoldig Se også troskyldig godtroende
Ord i nærheden uvidende hellig indskrænket åndsformørket...vis mere
Jeg tror ikke, at selv de bedste analytikere kunne have forudset den situation, som Danmark - og verden - befinder sig i lige nu.
Selv har jeg tænkt en del over hvilket autokrati, vi havde været underlagt og hvilket sprog, der havde været vores nationalsprog, hvis ikke amerikanerne havde blandet sig i krigen. Tysk? Russisk?
Og vi bør også huske på, at amerikanerne først kom Europa til undsætning, efter de selv blev angrebet af japanerne på Pearl Habor. Er man i krig med én aksemagt, er man i krig med dem alle. Det gør vi klogt i at holde os for øje og være realistiske, mens vi ikke skal glemme optimismen og bevidstheden om, at sammenhold gør stærk!
SVM-regeringen holder…
SVM-regeringen holder støvletramp for døren. Ja det skal jeg lige love for. Trumps soldater med fri adgang til 3 jyske flyvestationer med omliggende landområder, med myndighed til at tryne civile danske borgere efter behov/behag) og se stort på dansk lovgivning. Men bevares, det er jo kun jylland, ikke det rigtige Danmark.
Jeg er nok et par år yngre end hr. Holmstrøm, men jeg også vokset op med parolen: aldrig mere et 9 april. Det bliver det så heller ikke denne gang, for vi lukker beredvilligt lågen op for kolonimagten.
Jeg har tilbragt mere end 7 år i flyvevåbnet og næsten 25 år i Hjemmeværnet i troen på: aldrig mere et 9 april. Som hr Holmstrøm har jeg altid været socialist, og jeg giver ham ret; hvor har vi været grusomt naive.
Men jeg skammer mig i dag, og har taget konsekvensen: stoler aldrig mere på en socialdemokrat, de aner intet om den dårligst stillede del af befolkningen.
“Politik er det muliges…
“Politik er det muliges kunst “
Således også med denne regering SVM . Den blev en realitet efter en omfattende forhandlingsrunde hvor man nåede frem til et regeringsgrundlag man kunne enes om.
Jeg er ikke enig med dem som kritiserer Socialdemokratiet for at gå i regering med 2 borgerlige partier .
Alternativt havde det betydet at vi havde fået en borgerlig ledet regering i stedet - Og nul socialdemokratisk indflydelse .
Så er det trods alt bedre at være i en “over midten regering” og så prøve på at opnå så meget Socialdemokratisk politik som det er politisk muligt.
Som verden ser ud i dag og de udefra kommende udfordringer som Danmark skal have håndteret forsvarligt .
Må den bedste løsning for Danmark pt være , at det sker i et aftalt regeringssamarbejde mellem ansvarlige og ikke mindst erfarne politikere .
At tillade amerikanske tropper på dansk jord , ser jeg som en del af et Natoforsvar af alliancens territorie .
Hvis ikke USA havde været et NATO-land - har jeg svært ved at se at de havde fået tilladelsen.
Jeg kan tilføje til…
Jeg kan tilføje til Holmstrøm og hans bekymring for sine radiser -
“ Selv de rødeste radiser, kan man roligt lide på “ 😉( Halfdan R )
Tak for kommentarer. Jeg…
Tak for kommentarer. Jeg lærte noget.
Politik handler om magt, og derfor går vi til stemmeboksen, men i mellemtiden er der jo et liv, der skal leves ud fra ens egne præmisser, og det var da en god snak, vi fik om bordet, med en skål radiser som guf.
Og så lidt om mit tilnavn: I 1968, var jeg 28 og dermed 2-5 år ældre end gennemsnittet af ungdomsoprørere. Jeg havde da været i mesterlære, fået svendebrev, været i forsvaret i 2 år og ledte efter en levevej. Jeg prøvede at forstå oprørerne, (havde læst Camus) men forstod aldrig helt, hvad deres holdninger var rundet af. Jeg fulgte oprøret, og tilfældet ville, at jeg senere var i kontakt med nogle af dem, ligesom jeg kom til at arbejde side om side med flere, på det tidspunkt, hvor de var i gang med at samle venstrefløjen til det, der blev Enhedslisten.
En gang i en diskussion om nødvendigheden af voldelige revolutioner – ja bølgerne gik højt i de år – protesterede jeg kraftigt og fik derfor spørgsmålet: er du socialist? Hvilket jeg bekræftede, ”Så er du fandme en naiv en af slagsen”. Vi så ikke hinanden mere, men lidt stolt var jeg.
Tillad mig at rette dig: Det…
Tillad mig at rette dig: Det hedder ikke "støvletramp for døren" Det hedder: "støvletramp fra døren". Det andet er noget meningsløst sludder, og det er jo synd, når resten er ok :)
Tilføj kommentar