Analyse: Hvor langt er et dybt splittet Europa klar til at gå for at opruste?

Krig i Ukraine

Analyse: Hvor langt er et dybt splittet Europa klar til at gå for at opruste?

Gigantiske milliardbeløb til militær vil være på bordet i Bruxelles torsdag. Mange lande får svært ved af finde pengene. Hvad med velfærd? Til hvilke våben skal pengene bruges, og hvem skal fremstille dem? Og hvad bliver det amerikanske svar?

Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kommende kansler Friedrich Merz, Danmarks statsminister Mette Frederiksen, EU-kommisionsformand Ursula Von der Leyen og USA's præsident Donald Trump.
Billedtekst

Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kommende kansler Friedrich Merz, Danmarks statsminister Mette Frederiksen, EU-kommisionsformand Ursula Von der Leyen og USA's præsident Donald Trump.

Foto: Creative Commons/regeringen.dk/Wikipedia Commons/DOMINGO SOUDAIS/CC-BY-4.0:©European Union 2022–Source:EP/Gage Skidmore, Wikimedia Commons. Grafik: Emil Vendelbo Johansen

Milliarderne vil flyve gennem luften, når EU’s stats- og regeringschefer i dag torsdag både skal tage stilling til den nye militære og diplomatiske situation omkring Ukraine og samtidig skal tage hul på en fundamental diskussion om rammerne og omfanget af et fælles forsvar i Europa.

Det har de drøftet tidligere, men i meget løse vendinger. Realiteten er, som den tidligere franske udenrigsminister og forfatter til en række bøger om diplomati, Hubert Védrine, udtalte i sidste uge, at Europa i de seneste 40 år ikke har sat en eneste international dagsorden eller bidraget afgørende til løsning af en konflikt.

I forhold til vores sikkerhed har vi gemt os under den amerikanske atomparaply og visheden om, at den såkaldte musketer ed i Nato-traktaten ville varigt i al evighed.

Samtidig havde vores ledere købt politologen Francis Fukuyamas tese efter Sovjetunionens og kommunismens fald om, at liberalt demokrati og markedsøkonomi i et regelbundet internationalt samfund endegyldigt havde sejret.

Trump eksploderer alt

Tesen blev fremsat i hans berømte bog ’Historiens afslutning og det sidste menneske’ (på dansk i 1993). Tiden var allerede løbet fra denne tese inden præsident Trumps første præsidentperiode i 2016.

Men med sine mange beslutninger på kun en måned har præsident Trump bragt USA nærmere betegnelsen illiberalt demokrati.

Han er ved at eksplodere alle regler og konventioner for international handel, hvilket også vil ramme Europa, og han og hans vicepræsident J.D. Vance har gjort det klart, at europæerne selv må tage ansvaret for kontinentets sikkerhed.

Vi skal bruge flere penge på forsvar, og EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en plan

Vi glemmer lige Grønland. Og Ukraine er også Europas problem.

Der står vi nu. Vi skal bruge flere penge på forsvar, og EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en plan.

De mange milliarder

Ifølge den skal de 27 medlemslande finde 800 milliarder euro ekstra til forsvar de kommende fire år. Med en forhøjelse på 1,5 procent af bruttonationalproduktet til forsvar vil de 27 lande samlet råde over 650 milliarder, og EU-kommissionen vil holde hovedparten af dette beløb ude fra EU’s budgetregler.

De enkelte EU-lande vil med andre ord ikke blive straffet for budgetunderskud på grund af disse investeringer.

Tyskland har pengene

Tilsvarende skal en fond på 150 milliarder euro gøre det muligt at låne penge til forsvar.

Det lyder enkelt, og den kommende tyske forbundskansler Friedrich Merz meddelte onsdag, at Tyskland efter aftale med socialdemokraterne vil investere et hidtil uset stort beløb i forsvar. Og han gjorde op med det tyske tabu om gældsættelse ud over en vis grænse.

Hjælp til Ukraine

Tyskland har pengene. Men hvad med Frankrig, der har et stort budgetunderskud og en udlandsgæld på 112 procent af bruttonationalproduktet? I en tv-tale onsdag aften dramatiserede præsident Emmanuel Macron den internationale situation og talte om en stadig alvorligere russisk trussel.

Frankrig skal hæve militærbudgettet fra de nuværende to procent til tre eller 3,5 procent, svarende til 30 – 45 milliarder euro.

Det bliver en dyr regning i et land, hvor alle økonomiske advarselslamper i forvejen lyser rødt

Torsdag morgen konkretiserede hans forsvarsminister Sébastien Lecornu situationen i et interview i radioen France Inter: Frankrig mangler tre fregatter og omkring 20 kampfly af typen Mirage – og dertil kommer jord-til-luft forsvar.

Men samtidig bebudede han, at den franske militære hjælp til Ukraine vil blive forstærket som resultat af den amerikanske beslutning om at indstille våbenleverancerne. Og Frankrig yder fra i dag efterretningsbistand til Ukraine.

Velfærd og politisk modstand

Det bliver en dyr regning i et land, hvor alle økonomiske advarselslamper i forvejen lyser rødt, og præsident Macrons manøvremuligheder er meget begrænsede.

De ord har vægt

Hans forgænger som præsident, socialisten François Hollande, gjorde det meget klart i sidste uge.

"Der kan ikke blive tale om at ofre vores sociale model. Det vil være den sikre vej til at opretholde en form for pacifisme, som vil være et tilbagetog, og som populisterne er de fremmeste talsmænd for."

De ord har vægt. Den tidligere præsident har stadig stor indflydelse i Socialistpartiet og i dele af opinionen.

Politiske hurdler

Frankrig er langt fra det eneste land med økonomiske vanskeligheder. Dertil kommer de politiske hurdler.

I Tyskland har to partier, det højreekstreme AfD og venstrefløjspartiet Die Linke, tilstrækkeligt mange mandater i det tyske andetkammer, Forbundsrådet, til at hindre øget gældsætning. Og de er imod yderligere oprustning.

De kan næppe forhindre processen, men de kan besværliggøre den.

For én ting er pengene. Det næste spørgsmål er, hvad de skal bruges til?

I Frankrig har præsidenten ikke flertal i Nationalforsamlingen. De to største partier er det højreradikale Rassemblement National og det venstreorienterede ’Det ukuelige Frankrig’.

De vil stemme imod øgede bevillinger til militær. Det samme vil De Grønne og kommunisterne, og socialisterne vil stille betingelser.

Hvilke våbentyper?

Og stadig flere røster i debatten påpeger manglen på en grundig, offentlig debat om fremtidens forsvarspolitik – den har vi for øvrigt også til gode i Danmark.

For én ting er pengene. Det næste spørgsmål er, hvad de skal bruges til? Militæreksperter over hele Europa peger for eksempel på, at en grundig analyse af behovene trænger sig på ud over de analyser, der allerede foreligger i Nato-regi.

EU-kommissionens plan taler fire år, men fire år er en evighed

Men Nato-analyserne blev foretaget i den gamle verden – inden Donald Trump.

Hvilke typer våben har vi i dag overfor en russisk trussel? Hvor er der store mangler? Hvem kan udfylde dem, hvad bliver prisen og hvor hurtigt kan de afleveres?

EU-kommissionens plan taler fire år, men fire år er en evighed.

Kan Europa levere?

En reportage i fransk radio tirsdag afslørede, at virksomheden, der fremstiller de effektive Cesar-kanoner, ikke har været i stand til at levere det antal kanoner, der blev fastsat som et mål for et år siden. På trods af, at fabrikken arbejder effektivt – men der mangler faglært arbejdskraft.

Det er langt fra et enestående tilfælde. Så kommer endnu et problem.

Kan vi ikke bare blive ved med at købe ind i USA?

Med nogle få undtagelser har europæisk våbenindustri været ude af stand til at samarbejde om fælles projekter. Konkurrencen har været hård om fabrikation af fly, kampvogne, missiler og andet.

Europa mangler en fælles kultur på dette område, og den stamper man ikke op på en dag, et år eller fem.

Hvad med USA?

Og spørgsmålet er, om den politiske vilje til at samarbejde reelt er tilstede. Er en fransk, italiensk eller tysk regering rede til at overlade en megaordre til en udenlandsk konkurrent? Nej.

Og det bringer os frem til USA. Kan vi ikke bare blive ved med at købe ind i USA? Ifølge en analyse foretaget af den ansete franske tænketank Iris køber de 27 EU-lande samlet 63 procent af deres våben i USA.

Afhængigheden af USA vil i en længere periode være stor af den enkle grund, at europæiske virksomheder ikke er leveringsdygtige i visse typer af materiel.

Så er der det politiske aspekt

NATO stiller samtidig krav om, at en vis procentdel af udgifterne til våben går til stærkt avancerede våbentyper med USA som hovedleverandør.

Så er der det politiske aspekt. USA har som betingelse for at optræde som protektor for blandt andre Danmark stillet det krav, at Danmark og andre medlemslande overvejende køber ind i USA. Hvilket vi har gjort.

Det vanskelige valg

Det vil vi fortsat skulle gøre, hvis vi ønsker fortsat beskyttelse. Og det rejser det fundamentale spørgsmål: hvor langt er europæerne klar til at fjerne sig fra en allieret, som siden slutningen af 2. verdenskrig har ydet beskyttelse? 

Og hvor meget skal vi tro på, at USA – der aldrig har ført en krig, der ikke var i landets egen interesse – fortsat vil stå der?

Europæerne er dybt splittede

Og kan vi overlade vores sikkerhed til Frankrig med en atomslagstyrke, som ikke tilnærmelsesvis nærmer sig den amerikanske. Men som trods alt kan udrydde op til 50 millioner russere på få minutter.

Europæerne er dybt splittede. Nogle vil for enhver pris holde fast i den amerikanske allierede.

Andre er klar til at tage store skridt i retning af uafhængighed og etableringen af en militær blok i Europa, som modsvarer kontinentets økonomiske styrke.

Vi og ikke mindst småstaten Danmark står overfor vanskelige valg.

Michael Seidelin

Journalist og historiker og tidligere mangeårig politisk korrespondent og medarbejder ved Politiken. Han har skrevet bøger om europæisk og amerikansk historie og politik. 

Kommentarer

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 06.03.2025 - 13:18

For en gangs skyld er jeg enig i Michael Seidelins analyse. At opruste Danmark og Europa er ikke så ligetil, som mange politikere og kommentatorer forestiller sig. Selv hvis det lykkes at skaffe pengene, er våbensystemer blevet så dyre, at de ikke er lagervarer, som man bare kan hente ned fra hylderne og betale ved udgangen, men derimod noget, som skal bestilles flere år, før de kan leveres. Hvis holdningen er, at Danmark skal opruste "for enhver pris", som Pios chefredaktør kræver, vil det under alle omstændigheder tage mange år, før de militære styrkemål - som ikke engang er afklarede endnu - vil blive nået. Det ændrer skrivebordsgeneralernes bombastiske hensigtserklæringer ikke på. Så hvad skal vi så stille op i mellemtiden? Blive ved med at puste os op som hanekyllinger? "Hør, hvor vi gungrer", sagde musen til elefanten, men elefanten har nu meldt klart og tydeligt ud, at den ikke længere gider gungre sammen med de små hidsige krigsmus. Elefanten vil have fred, ikke krig. Europa må derfor klare sig selv, hvis politikerne insisterer på at føre krig; det står forhåbentlig klart på nuværende tidspunkt. At håbe på, at Trump skulle ændre mening, eller at Demokraterne genvinder den amerikanske præsidentpost om fire år, er en dårlig strategi, af den simple grund, at håb ikke er en strategi. Selv hvis Trump skulle ændre mening, ændrer det ikke på, at Europa fremover skal klare sig selv. Problemet er, som Seidelin påpeger, at det vil tage mange år for de europæiske lande bare tilnærmelsesvis at erstatte den amerikanske militære kapacitet med hjemmegroede tropper. Så hvad skal vi stille op i mellemtiden? Det er og bliver det centrale spørgsmål! Fred er ikke farligere end krig, uanset hvad krigsminister Mette Frederiksen påstår. Krig er altid farligere end noget som helst andet. Så måske det er på tide at Lars Løkke griber telefonen og ringer til Lavrov og forsøger sig med lidt diplomati? Som landet ligger lige nu, er der intet at tabe ved at tale med "fjenden", måske er der endda alt at vinde? Vi ved det ikke, men vi finder i hvert fald aldrig ud af det, hvis vi insisterer på ikke at ville tale med russerne.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 06.03.2025 - 22:31

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Den eneste der ønsker at føre krig er din og Donald Trumps "gode ven", diktatoren Vladimir Putin. Det på hans ordre at de russiske soldater uden varsel angreb Ukraine 24. februar 2022. Hverken Ukraine eller de øvrige vestlige lande havde til hensigt at angribe Rusland militært. Putins undskyldning for at starte krigen, var at Ukraine blev ledet af Nazister og at det derfor var nødvendigt at underlægge Ukraine under diktatoren Vladimir Putins styre, fra Kreml. Diktatoren Vladimir Putin er "gammel" stasispion der har lært at man aldrig skal fortælle sandheden om hvad man vil eller har foretaget sig.

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 06.03.2025 - 22:40

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Niels Duus Nielsen, medens vi afventer, hvad Trumps fredsplan går ud på, skader det ikke vores stilling, som uforberedt på det, som vi kunne forvente af galningen Trump og Kammerat Putin finder på. Så kunne vi bruge tiden på at slå pjalterne sammen med resten af Europa. Hvis vi ønsker at bruge 6000 Mia. på at opgradere vores forsvar, er vi da på vej til måske, at kunne forsvare os selv hvis Trump lader os alene hjemme. Vi har flere penge der hvor de 6000 mia. kommer fra. At Tænke Sig, vi har som danskere et samlet beløb, på 4500 Mia. liggende i vores pensionskasser, trods det store tab i 2022 på ca. 550 Mia. kroner. Vi er trods alt kun en bette stat med 6 Mio. borgere. hvad har resten af Europa liggende under madrassen og andre steder. Og så har vi et indestående i vores banker på næsten 1200 Mia. kroner. Så vi har som stat en befolkning, der er god for næsten 6000 Mia. når vi får set det hele igennem. Selv en lille krigsskat vil ikke ryste os som nation, hvis vi lader de bredsete skuldre betale den største portion.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 06.03.2025 - 14:50

Det er som om man glemmer hvem der er aggressor i denne konflikt - Den nemmeste vej til fred vil være at Rusland stopper alle militære overgreb på Ukraine og trækker sig tilbage fra de områder de ulovligt har okkuperet .

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 06.03.2025 - 16:17

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Det vil ikke ske, og det ved du godt, Nielsen. Drømmen om at starte Tredje Verdenskrig for at opnå en militær sejr over rusland har aldrig været realistisk. Rusland har sine grunde til at fortsætte krigen, og uden indrømmelser fra enten NATO eller Ukraine vil der ikke blive fred. Så i stedet for bare at gentage en løsningsmodel, som ikke har virket hidtil, og som vi ved ikke vil virke fremover, er opgaven at finde den næst-nemmeste vej til fred. Som er diplomatiske forhandlinger.

Indsendt af Bjarne S. Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 07.03.2025 - 10:06

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Enig

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 07.03.2025 - 07:01

Venstrefløjen har aldrig været i tvivl om, hvor blå politik fører hen. Man kan kun håbe det blå hold efterhånden vågner op fra deres naive tornerosesøvn.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 07.03.2025 - 13:37

Jeg tror Putin er fløjtende ligeglad med hvad Trump mener. Han bruger ham som sin egen nyttige idiot til bla at svække Ukraines forsvarsevner, samt at skabe splittelse i Nato og derved svække alliancens indflydelse, geopolitisk. Men det er han for dum til at indse -En hofnar som man griner af inde bag Kremls tykke mure. Jeg ser heller ikke Putin underskrive en varig fredsaftale , hvis ikke han opnår væsentlige indrømmelser i forholdet til Ukraine . Der har været forlydender om at Rusland vil kræve at den ukrainske hær skal reduceres væsentligt på både antal soldater og hvilket type materiel der må bruges. Et sådan krav passer fint ind i det russiske narrativ om at det er en trussel udefra, der har nødvendiggjort at de har måtte bruge militærmagt i Ukraine. En særlig militær aktion som de har kaldt det, men som åbenbart også omfattede krigsforbrydelserne mod civilbefolkningerne i Kiew forstaden Butja og mod havnebyen Mariupol etc listen er lang , forbrydelser som det ser ud til at de slipper at blive draget til ansvar for.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.