3F tager nye midler i brug: Gratis kontingent og nye fordele

Fastholdelse af medlemmer

3F tager nye midler i brug: Gratis kontingent og nye fordele

Ifølge formand Henning Overgaard lancerer 3F to måneders gratis kontingent og planlægger et nyt fordelsprogram for at få og fastholde flere medlemmer

Henning Overgaard
Billedtekst
3F kan ikke løbe fra, at de har nogle af de lavest betalte medlemmer, og samtidig et af det højeste fagforenings- og A-kassekontingenter, siger forbundsformand Henning Overgaard.
Foto: Joachim Rode

3F vil gøre det mere attraktivt at være medlem – især for de unge.

Sådan lød meldingen fra forbundsformand Henning Overgaard, da han lørdag talte på 3F’s kongres i Aalborg.

Derfor giver 3F fremover to måneders gratis kontingent til nye medlemmer, og i fremtiden lanceres et nyt kontant fordelsprogram for nuværende medlemmer kaldet “3F Fordel”.

Først for de nye, så for de trofaste

Initiativet om to måneders gratis kontingent trådte i kraft fra og med øjeblikket, hvor Overgaard præsenterede det lørdag.

Lidt længere udsigter har “3F Fordel”, der først forventes at blive lanceret i næste kongresperiode.

Derfor er det stadig også uklart, hvad det nye fordelsprogram helt konkret kommer til at indeholde, men noget tyder på, at der er lagt op til økonomiske rabatter.

Ifølge Henning Overgaard skal det i al fald tydeliggøres og kunne mærkes for medlemmerne, at der er penge at spare ved at være medlem af Fagligt Fælles Forbund.

Hvis man overvejer at fise ud af bagdøren, så fordufter fordelene

Uden at konkretisere helt præcist hvem, lægger Overgaard op til, at ordningen primært vil belønne trofaste medlemmer:

“Hvis man overvejer at fise ud af bagdøren, så fordufter fordelene,” sagde han fra talerstolen.

En kamp for de unge og mod de gule

Ifølge Henning Overgaard, skal de nye initiativer ses i lyset af, at 3F kan notere en medlemsfremgang blandt de yngste på arbejdsmarkedet.

Derfor er håbet, at man med de to måneders gratis kontingent vil gøre det mere attraktivt for endnu flere unge at følge trop.

Meningen med "3F Fordel" er så, at det også skal være lettere at fastholde medlemmerne.

Det initiativ skal nok snarere ses i lyset af, at det fortsat en udfordring, at fagbevægelsen generelt mister terræn til både gule forretninger, der har lavere kontingent, og uorganiserede, der helt fravælger fagforeningerne.

Læs også:Choktal: Gule Det Faglige Hus tæt på at være Danmarks største fagforbund

I andre fagforbund har man på forskellig vis forsøgt at forsvare sig mod frafaldet til de gule.

Det gælder blandt andet hos HK, der har indført en kontingentmodel, hvor de lavest lønnede betaler mindst i kontingent, mens de højst lønnede betaler mest.

Om det er den slags initiativ, “3F Fordel” kommer til at drage inspiration fra, vides dog ikke.

Flere forventer mere

Overgaard erkender i sin tale, at kontingent-raten har betydning for fastholdelsen af medlemmer generelt:

“Vi kan ikke løbe fra, at vi beder nogle af de lavest lønnede lønmodtagere om at betale noget af det højeste fagforenings- og A-kassekontingent.”

Vi beder nogle af de lavest lønnede lønmodtagere om at betale noget af det højeste fagforenings- og A-kassekontingent

Herefter understreger han vigtigheden af kontingent-indbetalingerne, da de bliver brugt på at varetage ordentlige løn- og arbejdsvilkår for både medlemmer såvel som ikke-medlemmer.

Udfordringen er dog ifølge formanden, at det af mange bliver taget for givet:

“Som vi har hørt i medlemsundersøgelserne, er det noget, der forventes af os - det er ikke noget, vi får ret mange point for. Derfor bliver “3F Fordel” et vigtigt supplement til vores kerneopgaver.”

Læs også:Forbundsformand med opsang til fagtop: Lad os nu tage snakken om medlemsfordele

Undersøgelserne, Overgaard refererer til, viser, at 3F’s egne medlemmer i stigende grad forventer, at fagforeningen kan bruges til flere dele af livet: trivsel, jobskifte, og støtte i forskellige livssituationer.

Med andre ord skal fagbevægelsen i dag ikke “kun” levere overenskomster, men også rabatkuponer og medlemsfordele, hvis man vil fastholde interessen.

Ny strategi

Tidligere har 3F ellers været imod at indføre medlemsgoder.

I januar sidste år advarede formand for 3F’s byggegruppe Claus von Elling i et interview med Netavisen Pio mod at lokke med rabatter:

“Man bliver nødt til at forstå, at de overenskomstbærende fagforeninger er kamporganisationer. Helt grundlæggende er min bekymring, at medlemmer, der ikke er organiseret på baggrund af fællesskabet, kan regne ud, at der er flere penge i at melde sig ud og fortsætte arbejdet i tilfælde af en konflikt.”

Nu tyder det dog på, at 3F har ændret kurs for at bremse medlemsflugten.

Læs også:3F gruppeformand: Derfor skal vi ikke have medlemsgoder

Netavisen Pio har forsøgt at få en kommentar fra 3F, men grundet kongressen, har det ikke været muligt.

3F’s kongres bliver afholdt i Aalborg Kongres & Kulturcenter og strækker sig fra 27. september til 2. oktober.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.